1. spadestik på udbygning af Otterup Hallen

Dansk Boligbyg opfører nu med Otterup Hallen som bygherre det aktuelt største byggeprojekt i Nordfyns Kommune: En ny multihal med springhal, der sammenbygges med den eksisterende hal.

Projektet omfatter også nyt fitnesscenter-spinningsrum på 1. sal, træningssal, behandlerrum, nye toiletter og kontorer samt ny sportscafé.

Projektet fokuserer på at samle og udvikle mange aktiviteter, skabe et socialt og kulturelt mødested og tilbyde faciliteter, der kan tiltrække brugere fra hele Nordfyn og den nordlige del af Odense.

Det første spadestik til projektet blev taget den 7. september af borgmester Morten Andersen (V), Nordfyns Kommune, som bl.a. sagde, at projektet er det aktuelt største byggeprojekt i kommunen.

Det første spadestik var et tilløbsstykke - et udtryk for, at udvidelsen af Otterup Hallen har været et længe næret ønske - i ca. 10 år - blandt mange foreninger/brugere af faciliteterne.

Det er et totalentreprise-projekt med en entreprisesum på 33 mill. kr. Etagearealet er på 2.500 m2, og projektet afleveres til Otterup Hallen i 2018. TKT A/S er arkitekter, og Niras A/S er ingeniører.