Første OPP-projekt i Danmark:

”Historisk” kontrakt om opførelse af plejecenter

Danmarks første kontrakt om opførelse og drift af et plejecenter som Offentligt-Privat-Partnerskab (OPP) blev underskrevet i Vonsild ved Kolding af borgmesteren og Attendo Danmark A/S. Plejecentret til godt 500 mill. kr. skal opføres i Vonsild – og for første gang herhjemme er der også indgået en driftsaftale over 20 år. Dansk Boligbyg a/s er totalentreprenør på projektet. 

Attendo er Skandinaviens største omsorgs-virksomhed, og er etableret i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Attendo A/S Danmark er et datterselskab til Attendo AB Sverige. Virksomheden arbejder i ca. 100 kommuner med omsorg for ældre, og for borgere med funktionstab. Attendo har ca. 14.000 medarbejdere.

Dansk Boligbyg a/s har siden 2003 enten opført eller renoveret 20 projekter med ældre- og plejeboliger – med et samlet etageareal på 78.223 m2 og en samlet entreprisesum på 787 mill. kr.

Vi ser frem til opgaven at bygge Danmarks første OPP-plejecenter, og til samarbejdet med Attendo A/S. Det er glædeligt, at vi i fællesskab – måske fordi vi på hver vore områder har betydelige kompetencer – har vundet denne historiske opgave. Attendo A/S har mange års erfaring med drift af ældre- og plejeboliger, og vi har gennem flere år opbygget betydelig erfaring med byggeri og renovering på ældre- og plejeområdet. Så vore virksomheder matcher hinanden, og vi ser frem til at løse opgaven for Kolding Kommune.

Dansk Boligbyg a/s har en klar forventning om, at der på landsplan bliver udbudt mange flere OPP-opgaver på ældre- og plejeområdet de kommende år. Kommunerne er presset økonomisk, samtidig med at de har begrænset frihed og en række ”bundne” kommunale velfærds-opgaver. Det er derfor nærliggende at samarbejde med private virksomheder gennem OPP-projekter. Vi ser frem hertil, og glæder os til at samarbejde med Attendo A/S, der også gerne vil ekspandere på det danske marked.

Regionschef for Danmark, Dorte Kofod, Attendo A/S, siger: -Vi driver virksomhed inden for hjemmepleje, hjemmesygepleje og plejecentre. På plejecenter Vonsildhave vil vi i størst muligt omfang integrere fysisk udfoldelse med pleje- og omsorgsaktiviteterne. Derfor vil vi etablere spa- og wellness faciliteter, der også bliver tilgængelige for borgere, der ikke bor fast på plejecentret.

-Vort koncept ”Sport & Spa” tilbyder en integreret social, motions- og træningsmæssig indsats, hvor der også er fokus på velvære og fordybelse. Vi ved, at det aktive liv – at røre sig og blive rørt ved – i både fysisk og intellektuel betydning bidrager til det gode liv og evnen til selv at kunne klare meget i dagligdagen. Vi ved også, at vi trives bedst med det, vi selv vælger. Derfor vil ”Sport & Spa aldrig stå alene. Vi udvikler til stadighed, og kombinerer med mange aktiviteter – og det er altid den enkelte, der vælger fra eller til efter ønske og behov, siger regionschef Dorte Kofod, Attendo A/S.

Gruppen omkring Attendo A/S som ansvarlig overfor bygherren, omfatter desuden Kemp & Lauritzen, Luplau & Poulsen Arkitekter, Advokatfirmaet Lett, Niras, Hune & Elkjær Arkitektfirma og Terra Nova, landskabsarkitekter.