Malteriet i Horsens - rejsegilde på 45 ungdomsboliger

Torsdag den 19. maj 2011 var der rejsegilde på projektet "Ungdomsboliger på Malteri-grunden" i Horsens. Her opføres 45 ungdomsboliger, alle på 35 m2 og med 2 værelser til bygherren, Andelsboligforeningen Beringsgaard i Horsens. Boligerne tages i brug til oktober. Forretningsfører Gunnar Sørensen, Beringsgaard, sagde bl.a., at der allerede nu er god interesse for boligerne.

- Et rejsegilde har dybe rødder, der rækker flere hundrede år tilbage i tiden, og undervejs i årene har det bl.a. markeret den dag, hvor "mester" kom forbi for at kontrollere, at alt var OK. Her ser det rigtigt godt ud, og vi både ønsker og tror stærkt på, at den positive byggeproces bliver ved til gavn for dem, der flytter ind senere på året.

- En stor tak til Dansk Boligbyg, der sammen med sine rådgivere og underentreprenører står for byggeriet. Vi har arbejdet sammen med Dansk Boligbyg om flere andre projekter, og hver gang har vi været meget tilfredse med resultatet, sagde Gunnar Sørensen.

Forretningsfører Gunnar Sørensen, Beringsgaard, fejrer rejsegildet med de mange inviterede. Bygningen i baggrunden er fredet: Det er den gamle hestestald, hvor bryggeriet Ceres' heste havde til huse.