Stort rejsegilde på Learnmark, Horsens

Fredag den 17. januar var der rejsegilde på opførelsen af en ny 2-etagers HTX-Fagbygning på 2.439 m2 og en ny Multisal på 554 m2 på erhvervsskolen Learnmark på Stadionvej i Horsens. Skolens elever, medarbejdere og bestyrelse samt naturligvis håndværkere og alle, tilknyttet byggeriet, deltog i rejsegildet. I dagens anledning var der underholdning - en akrobat fra Holland demonstrerede sin kunnen højt oppe under loftet i den nye Multisal.

Skolen blev en realitet i 2011 ved en fusion mellem Teknisk Skole, Handelsskolen, HTX og AMU. Learnmark er med 2.500 årselever og 315 medarbejdere den største uddannelsesinstitution inden for ungdomsuddannelser og efteruddannelse i Horsens. Med projektet på Stadionvej flytter HTX/Teknisk Gymnasium fra Strandpromenaden til den nye HTX-Fagbygning på Stadionvej.

Skolens direktør, Hans Werner Jacobsen, orienterede om projektet, hvor vi er totalentreprenør.

Totalentreprisen omfatter i hovedtræk følgende:
·         Fjernelse af den eksisterende pedelbolig
·         Fjernelse af eksisterende anlæg på terræn indenfor entreprisegrænsen
·         Færdigprojektering af udbudsprojekter i dialog med bygherren
·         Opførelse af en ny HTX-Fagbygning
·         Opførelse af en ny Multisal
·         Udførelse af sammenbygninger med eksisterende bygninger
·         Anlæg af udearealer, anlæg og installationer omkring begge bygninger

Entreprisesummen er 35,3 mill. kr., og byggeriet opføres som energiklasse BR 2015.<