Dansk Boligbyg bygger flere almene boliger for Domea.dk

Et godt samarbejde med Domea.dk resulterer nu i endnu et byggeprojekt til Dansk Boligbyg. For kort tid siden har vores Horsens afdeling 3 indgået kontrakt med Boligselskabet Domea Hedensted om at opføre 38 almennyttige boliger som tæt-lav bebyggelse i Tørring. Området kaldes Egholm Park.

Det nye boligbyggeri – med tre typer af boliger fra ca. 82 til 104 kvadratmeter – er netop nu ved at blive projekteret færdigt. Byggeriet forventes at starte i begyndelsen af 2023 med aflevering i sommeren 2024.

Boliger tæt på natur og rekreative områder

”Boligerne bliver seniorvenlige, men jeg forventer, at beboerne bliver både enlige, seniorer og småbørnsfamilier. Der er ikke langt til natur og rekreative områder, mens det nok er praktisk at have bil,” forklarer Pernille Esmark Prahm, som er projektchef hos Domea.dk. Domea.dk er byggeforretningsfører for Boligselskabet Domea Hedensted.

I Egholm Park afslutter de 38 nye boliger udviklingen af et helt nyt kvarter i det, som tidligere var en actionpark med gocartbane i udkanten af Tørring. Arkitekt på byggeriet er Ginnerup Arkitekter fra Horsens, mens Ingeniører er DAI fra Horsens/Aarhus. Holst Bygherrerådgivning er bygherrerådgiver.

Rammeaftale gør det muligt at optimere byggeriet

Den oprindelige skitse til projektet er udarbejdet af Friis & Moltke, og den har Dansk Boligbyg arbejdet videre med sammen med bygherre, arkitekt og rådgivere:

”Projektet er ved at blive projekteret færdigt nu og er ændret en smule i forhold til den oprindelige skitse. Samtidig arbejder arkitekterne med sammenbyggede skure for at skabe en rar gårdhavestemning omkring boligerne,” fortæller projektchef Ole Stork fra Dansk Boligbyg i Horsens.

”Når vi benytter Rammeaftalen, er totalentreprenøren med tidligt i processen. Vi kan samarbejde med Dansk Boligbygs erfarne folk om at optimere projektet, så vi får mest muligt ud af rammebeløbet, som vi er underlagt, når vi bygger almene boliger,” siger Pernille Esmark Prahm og tilføjer:

”Gennem årene har vi opbygget en tæt og tillidsfuld relation til Dansk Boligbyg og særlig direktør Anton Nørgaard, der viser et stort engagement i vores fælles projekter. Anton er garant for det gode samarbejde og de gode intentioner”.

Et godt samarbejde med Domea.dk

Dansk Boligbyg har bygget for Domea.dk i en del år og bygger også aktuelt for Domea.dk flere steder i landet. Den nye kontrakt på byggeriet i Tørring er et resultat af en rammeaftale indgået i marts i år. Totalentreprisen har en værdi på 43,75 mio. kr.

Dansk Boligbyg har bl.a. tidligere afleveret 32 boliger i Brædstrup til Boligselskabet Domea Østjylland.

Gå til aktuelt