Flere funktioner i fremtidens boliger

Interview med Carsten Beck, futurist og direktør, Copenhagen Institute for Futures Studies, i vores 25-års jubilæumsmagasin: Øget digitalisering, mere plads til luksus, hjemmearbejde og klimaaftryk er nogle af de forhold, som ifølge fremtidsforsker vil præge danskernes måde at indrette boligen i de kommende år.

Vi ved godt, at boligerne vil ændre sig i de kommende år. Derimod kan det være vanskeligere at forudsige hvordan, da mange forhold er i spil.

”Utrolig mange ting kommer til at præge fremtidens bolig. Digitaliseringen har allerede gjort mange nye funktioner mulige, og jeg er ret overbevist om, at den trend fortsætter. Ikke mindst, når det gælder underholdning og wellness i hjemmet. Hjemmebiografen vil blive et VR-oplevelsescenter, mens badeværelset omdannes til wellnessafdeling”, siger Carsten Beck, futurist og direktør hos Copenhagen Institute for Futures Studies.

Mange vil få råd til flere boligkvadratmeter, og mange vil bevæge sig fra land til by. Udsigt til vandet eller noget grønt vil dog stadig være i høj kurs, spår fremtidsforskeren. Og mange vil indrette sig på at have arbejdspladsen derhjemme:

”Corona har skubbet til vores syn på et ”workspace”. For en lang række jobs har man ikke bare en hjemmearbejdsdag en gang imellem. At have arbejdsplads i hjemmet bliver mere permanent for mange. Så har børnefamilierne ikke nok i en børne- og en voksenafdeling i boligen. De skal også have en arbejdsafdeling”, siger Carsten Beck.

Klimabekymring sætter aftryk i boligen

En anden stor trend hos boligejere er også, at mange danskere gør sig overvejelser om det klimaaftryk, deres forbrug sætter.

”Tendensen er, at ca. halvdelen af befolkningen synes, at klimaet er et stort problem, men det er ikke klart, hvordan det bliver afspejlet i vores forbrug. Det kan både afspejle sig i boliger med øget genanvendelse af materialer og ønsket om udflytning til landområder for at leve tættere på naturen,” siger Carsten Beck.

Læs mere i vores jubilæumsmagasin.

Gå til aktuelt