Naseeb Mohammed Minewal er ny byggeleder i Roskilde

Naseeb Mohammed Minewal er bygningsingeniør fra DTU og troede, at en karriere som rådgiver ventede efter studiet. Men et job som studentermedhjælp hos Q-Construction fik Naseeb sporet ind på byggeledelse. Og nu er han blevet byggeleder hos Dansk Boligbyg i Roskilde.

Naseeb Mohammed Minewal er 26 år og uddannet bygningsingeniør fra DTU med speciale i byggeri, infrastruktur og konstruktioner. I januar 2020 blev han studentermedhjælp hos Q-Constrution, og efter eksamen var bestået i juni 2021 fortsatte Naseeb som entrepriseleder samme sted.

Det projekt, som Naseeb arbejdede på, 141 boliger samt kælder i Skovlunde, fik han lov til at følge helt frem til afleveringen i november i år. Da Q-Construction gik konkurs, blev han nemlig ansat af bygherren, 1927 Estate.

Hos Dansk Boligbyg arbejder den nyslåede byggeleder nu på PH Park, byggefelt 2, i Hørsholm. Her opfører Dansk Boligbyg 72 boliger samt fuld kælder.

”Jeg havde hørt godt om Dansk Boligbyg, og jeg er ikke blevet skuffet. Her tager man sig virkelig godt af os medarbejdere. Ledelsen interesserer sig for, hvordan vi trives i vores job, og her er en rigtig god omgangstone,” siger Naseeb Mohammed Minewal.

Privat bor Naseeb i Ballerup med sin hustru. Fritiden går med fitness og gode venner.

Gå til aktuelt