48 almene boliger i Brønderslev

I totalentreprise opfører Dansk Boligbyg 48 almene boliger på Banegårdspladsen i Brønderslev.

De 48 almene boliger placeres i to punkthuse, der rejser sig med hver seks etager på en sammenhængende bebyggelse i stueetagen. I stueetagen er projekteret med erhvervslejemål som fx café, dagligvarer, o. lign.

Facaden opmures i en nuanceret rødlig mursten, og lejlighederne udstyres med store glaspartier og altaner eller tagterrasser. Der er forskellige lejlighedstyper og indretning, og de varierer fra to- til fireværelses lejligheder, alle med eget depot og nogle med walk-in closet.

Byggeriet er placeret på en sokkelgrund, hvilket betyder, at Brønderslev Kommune har påtaget sig ansvaret for at skabe et smukt arkitektonisk landskab omkring bygningerne.

Projektet er en integreret del af Brønderslev Kommunes ambitiøse plan for fornyelse af området omkring Banegårdspladsen med det formål at skabe et mere indbydende og aktivt udendørsmiljø.

Bygningerne opføres på en grund med varierende bundforhold, hvorfor en af bygningerne pælefunderes. Konstruktionens bærende system består af betonelementer.

Projektet er kommet i stand ved et godt og tæt samarbejde mellem kommunen, bygherre og rådgivere. Resultatet er et æstetisk og moderne etagebyggeri, som også har fokus på bygbarhed og høj kvalitet.