51 lejligheder i Viborg Baneby

Dansk Boligbyg opfører 51 lejligheder i Viborg Baneby i totalentreprise for Ejegod Ejendomme. 

På den gamle industrigrund syd for Viborg Banegård er bydelen Viborg Baneby blevet etableret med plads til boliger, erhverv og institutioner.

Mange ejendomme er allerede blevet opført, bl.a. har Dansk Boligbyg tidligere været med til at opføre 144 lejeboliger ligeledes med Ejegod Ejendomme som bygherre.

Med det nye projekt, ligesom med det foregående, ønsker Ejegod Ejendomme et boligbyggeri, hvor god arkitektur og god kvalitet er i højsædet. 

De 51 lejligheder er fordelt på en bygning med fire, fem og seks etager og indeholder to- og fireværelses lejligheder på henholdsvis ca. 68 m2 og 94 m2. Hver lejlighed er udstyret med køkken-ø og har udgang til enten altan eller terrasse. 

Konstruktionen hviler på et råhus af præfabrikerede betonelementer og facaderne er skalmurede med mursten i gyldne farver. Taget er beklædt med sedum og etableret som en varmtagskonstruktion. 

Fællesarealerne i bygningen har en kunstnerisk udsmykning, og der etableres to præfabrikerede tagterrasser i stål, som giver beboerne flere muligheder for at opholde sig udendørs. Fra tagterrasserne er der udsigt over Banebyen og den nye Banebypark. Fra bebyggelsen er der desuden nem adgang til Viborg Søerne. 

Byggeriet kræver ekstra planlægning for at kunne tage hensyn til de tætliggende naboer samt cyklister og fodgængere på vejene omkring byggepladsen. Derudover bliver den forurenede jord på den gamle industrigrund håndteret på en miljøforsvarlig måde. Projektet har ekstra fokus på tidsstyring, så alle aftaler overholdes.