29 eksklusive lejligheder i historisk bygning i Aalborg

Den historiske fabriksbygning, "Gavlhuset" på den tidligere eternitfabrik i Aalborg er nu ombygget til 29 eksklusive lejligheder og to erhvervslejemål. Et nyt boligbyggeri er opført, så den eksisterende facade nu udgør en del af den nye facade - en udfordrende byggeteknisk proces. Totalentreprisen på 2.800 etagemeter er ultimo september 2018 afleveret til bygherren, Calum A/S, som på afleveringstidspunktet har udlejet 27 af de 29 eksklusive lejligheder.

-Ved at blande moderne arkitektur og materialer af høj kvalitet med en over hundrede år gammel bygning opstår et nyt og smukt bygningsværk. Vi bevarer patinaen fra et af Aalborgs særlige industrikvarterer samtidig med at vi får nye, funktionelle elementer ind i dem. Blandingen af det nye og det historiske skaber liv. Det tror jeg ikke, man bliver træt af at se på, siger adm. direktør Jakob Axel Nielsen, Calum.

Arkitekter på projektet er Luplau & Poulsen, og ingeniør er Svend Poulsen. Projektet er opført som totalentreprise.