Bedste årsresultat nogensinde i Dansk Boligbyg

Dansk Boligbyg a/s fortsætter den positive tendens, og kan ligesom forrige år nu også i sit 20. regnskabsår præsentere det bedste resultat nogensinde. Og vi håber at kunne fortsætte denne tendens i de kommende år. Årsresultatet er forbedret fra 19,8 mill. kr. til nu 21,3 mill. kr. netto. 

Resultatet før skat er et overskud på 27,1 mill. kr. mod 25,5 mill. kr. året før. Det er bedre end forventet, og bliver af ledelsen betegnet som tilfredsstillende. Egenkapitalen inkl. ansvarlig lånekapital er på 77 mill. kr.

Omsætningen er steget fra 688,3 mill. kr. til 923,8 mill. I årets løb er der ansat en del nye medarbejdere til kommende opgaver. Vi har påbegyndt en investering i digitale værktøjer, og en implementering af disse. Dette for på sigt at give større sikkerhed og ensartethed i projektstyringen og derved minimere risiko og usikkerhed. Dansk Boligbyg a/s forventer en årsomsætning på knap 1,3 mia. kr. og et resultat i niveau 35-39 mill. kr. for regnskabsåret 2018/19.

Vi har netop vedtaget ”Strategi mod 2022”, og vil i de kommende år arbejde for at sikre kontrolleret vækst samt øget indtjening, understøttet ved effektivisering med digitale værktøjer. Samtidig er det planen at udvikle fremtidens organisation og organisering. Den samlede strategi skal bygge på vore seks værdier: Kundetilfredshed, Ansvarlighed, Troværdighed, Samarbejde, Arbejdsglæde og Selvledelse. For alle nyansatte gennemføres en intern uddannelse, der skal medvirke til at sikre, at alle i organisationen efterlever værdierne, der betragtes som virksomhedens dna.

Dansk Boligbyg a/s har formuleret en CSR-politik, og har modtaget Horsens Kommunes (Horsens Alliancen) CSR-pris 2018 som social ansvarlig virksomhed.

Vi har som primær sag valgt at blive Erhvervspartner i Julemærkefonden, som driver flere hjem – Julemærkehjemmene. Dermed bidrager Dansk Boligbyg a/s til kampen mod børns overvægt, mobning og ensomhed. Alle børn skal have ret til en god, sund og aktiv barndom – til selvværd. Dertil kommer støtte til Udviklingshæmmedes Landsforbund, ULF, Landsforeningen Evnesvages Vel og Kræftens Bekæmpelse mv.

Dansk Boligbyg a/s har i gennemsnit i regnskabsåret 2017-2018 løb beskæftiget 78 medarbejdere, primært projektledere, mod 60 året før.