Første spadestik på Valby Idrætskollegie

Tirsdag den 19. marts blev det første spadestik taget til et projekt med 140 ungdomsboliger på Julius Andersens Vej i Valby, København SV. Projektet "Valby Idrætskollegie" har som SAB, Samvirkende Boligselskaber som bygherre, mens Kjaer & Richter A/S er arkitekter og rådgivende ingeniør er ISC Rådgivende Ingeniører A/S. Dansk Boligbyg a/s er totalentreprenør på projektet.

Der skal opføres 140 ungdomsboliger, fordelt på stueplan, 1. og 2. sal. I stueplan bliver der vaskeri og en foyer/lounge samt fællesarealer. Af de 140 ungdomsboliger vil syv være handicapvenlige. Boligerne placeres nord for Hafnia Hallen, og ud til et planlagt strøgforløb med bymæssig karakter. Facaderne udføres i skiferplader på ydersiden, der sammen med tilsvarende mørk tagflade vil give bygningen en monolitisk karakter. Mod den indre gård udføres facaderne med hvidt puds og felter med træbeklædning. Taget udføres som saddeltag, hvorpå der monteres solceller.

Projektet er DGNB-sølv certificeret, en certificering hvor man vægter miljø, økonomi og sociale forhold lige fra omkostninger over materialevalg til f.eks. indeklima. Certificeringen har for bygherren SAB haft høj prioritet, idet SAB har fokus på kvalitet og bæredygtighed.

Det første spadestik på Valby Idrætskollegie blev taget af bestyrelsesmedlem i Samvirkende Boligselskaber, Flemming Balle, af teknik- og miljøbormester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen og af viceadministrerende direktør Flemming Strøm fra KAB, der er byggeforretningsfører på projektet.

I forbindelse med det første spadestik gjorde Flemming Balle opmærksom på, at alle har mulighed for at foreslå et navn til idrætskollegiet - en mulighed, der gælder 3 uger fra datoen for første spadestik. Altså tre uger fra den 19. marts. Konkurrencebetingelserne kan ses på SABs facebook-side.

Foto fra første spadestik: Fra v. teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen, i midten viceadm. i KAB, direktør Flemming Strøm, og th. bestyrelsesmedlem i Samvirkende Boligselskaber, Flemming Balle.