Generationsskifte i Aalborg-afdelingen

Fredag den 11. oktober er en skelsættende dag for Dansk Boligbyg a/s på Karlskogavej 10 i Aalborg. På dagen markeres to begivenheder med en reception. Dels flytningen fra Hobro til de større lokaler i Aalborg, dels et generationsskifte: Afdelingsleder siden 2003, Gert L. Gregersen har pr. den 1. oktober overdraget jobbet som afdelingsleder til projektchef Kris Houmann, og fortsætter selv som viceafdelingsleder.

Dansk Boligbyg a/s råder på Karlskogavej 10 over 400 m2 kontorareal. I 2003 så afdelingen dagens lys med Gert L. Gregersen som eneste medarbejder – med 30 m2 i et kontorfællesskab i Hobro. Efter flere udvidelser flyttede Dansk Boligbyg i 2010 til 200 m2 lokaler på Havnen i Hobro. Og da de også blev for små pga. konstant vækst, flyttede afdelingen så i juni 2018 til de nuværende lokaler i Aalborg.

Dansk Boligbyg a/s i Aalborg beskæftiger i dag ca. 20 medarbejdere, som alle er i fuld vigør med projekter.

Om generationsskiftet siger Gert L. Gregersen, 62 år: -Da Kris Houmann blev ansat som projektchef for 2,5 år siden, blev det aftalt, at han skulle indgå i et generationsskifte i Aalborg, og det har vi valgt at effektuere nu. Den 1. oktober skiftede vi således roller: Kris (36 år) er nu afdelingsleder, mens jeg er viceafdelingsleder. I al enkelhed giver det rigtig god mening at foretage skiftet nu i stedet for den dag, jeg går på pension.

Kris Houmann har i realiteten haft flere afdelingsleder-opgaver, og efter ”vagtskiftet” vil der fortsat blive sparret meget mellem ny afdelingsleder og viceafdelingsleder. Og der bliver ikke lavet en masse om – vagtskiftet netop nu er for at sikre, at afdelingen fungerer 100 % også den dag, Gert L. Gregersen vælger at gå pension. Så der er altså tale om en ”glidende overgang” ledelsesmæssigt.

En række af de ca. 20 medarbejdere er blevet hentet til afdelingen af Kris Houmann, der på den måde har haft afgørende indflydelse på sammensætningen af ”holdet” på Karlskogavej 10 i Aalborg – det hold, som han altså den 1. oktober har fået det overordnede ansvar for som afdelingsleder.

Aktuelt arbejder afdelingen med projekter på Annebergvej, Tornhøjcentret, Samsøgade, Tornhøjgård og Markusgården, nyt plejecenter – alle i Aalborg. Og desuden med at bygge boliger i Viborg Baneby, ligesom afdelingen er valgt som totalentreprenør på et boligprojekt med 110 boliger på ”Rhodondendronpladsen” i Brønderslev.

Receptionen på Karlskogavej 10 finder sted fredag den 11. oktober kl. 13-16.


Billedtekster:

Gert L. Gregersen (tv.) er den 1. oktober afløst af Kris Houmann (th.) som afdelingsleder i Dansk Boligbyg a/s, Aalborg afdelingen. Vagtskiftet markeres med reception på Karlskogavej 10 i Aalborg 11. oktober kl. 13-16.

Karlskogavej 10, Aalborg – Dansk Boligbyg a/s flyttede hertil i juni 2018, og råder i dag over 400 m2 kontor.

Gå til aktuelt