Første spadestik på almene 33 boliger i Juelsminde

Vi er hovedentreprenør på opførelsen af 33 almene boliger på "Dyrskuepladsen", en 17.500 m2 stor hjørnegrund, centralt beliggende i Juelsminde, hvor der allerede før første spadestik var over 150 på venteliste.
Første spadestik blev taget den 4. april 2018 af Lene Tingleff, formand for Udvalget for Teknik i Hedensted Kommune. I første omgang med en rigtig, skinnende og funklende spade - derefter med gravemaskine.
Lene Tingleff glædede sig bl.a. over, at Juelsminde nu snart får en hel lille, ny bydel med en unik og eftertragtet beliggenhed tæt på by, skov og strand.
Henrik Alleslev, direktør i Juelsmindehalvøens Almene Boligselskab af 1946, ser frem til, at de kommende boliger bliver beboet af familier, unge og ældre, da erfaringen er, at flere generationer, der bor tæt på hinanden, også er gode til at hjælpe hinanden.
Projektet afleveres den 30. juni 2019, og omfatter 12 ét-plans dobbelthuse med 24 boliger på mellem 100 og 115 m2, samt 2 rækkehuse med ialt 9 boliger, hver på 87 m2.
Dyrskuepladsen mellem Strandhusevej og Petersmindevej i Juelsminde har ligget hen som grønt område gennem en årrække, og har bl.a. i en periode lagt græs til Havnefesten i Juelsminde.