Rejsegilde på Dampskibsmolen i Nyborg

Tirsdag den 8. oktober var der rejsegilde på Dampskibsmolen i Nyborg, hvor Dansk Boligbyg a/s i hovedentreprise opfører 51 udlejnings-lejligheder for HD Ejendomme.

Projektet er HD Ejendommes første bygge- og boligprojekt siden svenske Niam overtog HD Ejendomme i maj 2017.

Med et skævt smil inden han gik på talerstolen, sagde direktør i HD Ejendomme, Peter Uldall Borch bl.a.: -Vi har haft frygteligt travlt, men så blev vi nærmest truet til at holde rejsegilde for at undgå alt det der med "døde murere".

Fra talerstolen sagde han derefter bl.a.: -Projektet er bygget med stor respekt for byen og området med den unikke placering nær havnen og den gamle bydel. Og via farveskiftene på facaden er der også et strejf af Nyhavn i København.

Desuden glædede Peter Uldall Borch sig over, at der er rigtig godt gang i udlejningen af de attraktivt beliggende boliger.

Projektet blev påbegyndt den 3. september 2018, og afleveres til bygherren den 29. november 2019, hvorfor rejsegildet da også blev kommenteret som lidt utraditionelt - så tæt på afleveringstidspunktet.

Boligerne bliver 2-værelses, 3-værelses og 4-værelses på mellem 76 og 130 m2.

Etagearealet udgør 5.600 m2, arkitekter er Archidea Arkitekter A/S, mens Oluf Jørgensen A/S er rådgivende ingeniører.


Billedtekster:

Dannebrog vajede flot mod en blå himmel over Dampskibsmolen.

Nyborgs borgmester, Kenneth Muus på talerstolen.