Vi skal i totalentreprise opføre 58 lejligheder på Emil Møllers Gade 59-69 i Horsens på en grund, der i folkemunde populært kaldes "Lastas-grunden". Bygherre er Jens K. Larsen, Horsens by lejligheder ApS. Projektet i den vestlige ende af Emil Møllers Gade er navngivet "Karetmagerlunden".
Byggeriet er opdelt i to etaper, hvor første etape med fjernelse af forurenet jord er påbegyndt umiddelbart efter sommerferien 2018, og med forventet byggestart september/oktober. Første etape er på 5.400 etagemeter, og omfatter tre bygningskroppe som stangbebyggelse i varierende udstrækning og højde. Det samlede projekt udgør 13.994 etagemeter, fordelt på ialt syv bygningskroppe i varierende højde fra fire til seks etager.
Midt på grunden etableres en landskabelig "grøn kile" med visuel kontakt til Bygholm Park. Her skabes der naturlegeplads og opholdssteder til fælles brug for beboerne. Lejlighederne bliver 2, 3 og 4-værelses og med et areal på henholdsvis 60,5, 98 og 120 m2. Første etape skal afleveres til bygherren i april 2020.
(Visualiseringer: Skala arkitekter, Horsens).