De 131 nye lejligheder, som Dansk Boligbyg har opført i totalentreprise for Ejendomsselskabet Olav de Linde og det almene boligselskab Alboa, er hurtigt blevet udlejet og beboet. Og det er ikke så underligt.
De charmerende lejligheder er udført i høj kvalitet og er centralt beliggende i Aarhus. Yderligere har den nye bebyggelse gode fælles faciliteter med bl.a. uderum i form af fælles gårdmiljø og tagterrasser.
Bebyggelsens 11.650 kvadratmeter består af en sammenhængende karré på fire til otte etager og er opført på sokkelgrund som den sidste nye bebyggelse i Ceresbyen.
Lejlighederne er fra 40 til 110 kvadratmeter, hvoraf de fleste er mellem 60 og 70 kvadratmeter. Alle lejligheder har altaner eller terrasser for lejlighederne i stueplan, og der er fælles gårdhave, tagterrasser og parkeringskælder. I stueetagen findes desuden to erhvervslejemål.
Hele bebyggelsens karakter fremhæves af fine facader med spændende murværk.
Boliger for fremtiden
”Med Maltgården har det været vores ambition at skabe varierede boliger, som passer godt til fremtidens lejeboligmarked med en god kombination af høj boligkvalitet og central beliggenhed,” siger Morten Sparvath Thomassen, projektdirektør og tegnestuechef & arkitekt maa hos Ejendomsselskabet Olav de Linde.
”Bebyggelsen er et fint eksempel på, hvordan vi lykkes med at gå et niveau op i materialer og give mere kvalitet per kvadratmeter. Vi kan se, at der er stor rift om den slags boliger, og vi er allerede ved at planlægge flere projekter med lignende kvaliteter,” forklarer Morten Sparvath Thomassen.
Halvdelen af de nye lejligheder på Ceres Allé 11 var udlejet i løbet af den første måned, og størstedelen var udlejet i løbet af kun to måneder. Alt er i dag udlejet.
Gentagne samarbejder om boligbyggeri
Det er ikke første gang, Dansk Boligbyg bygger boliger i totalentreprise for Ejendomsselskabet Olav de Linde. Med afleveringen af de nye lejligheder har Dansk Boligbyg indtil videre bygget 491 lejeboliger for Ejendomsselskabet Olav de Linde. Nemlig 390 lejeboliger i Nabolaget i Aarhus Nord og 101 i Maltgården på Ceres Allé 11 i Ceresbyen.
”Ejendomsselskabet Olav de Linde tilstræber som bygherre høj kvalitet i materialevalget. Fx, når det gælder badeværelser, køkkener og plankegulve. Desuden er visse vægge i boligerne opført med genbrugsteglsten og rå beton, der giver nybyggeriet sjæl og charme,” siger afdelingsleder hos Dansk Boligbyg, Heidi Lund Sørensen.
”Dansk Boligbyg har bygget for os før, nu har de også løst opgaven med Maltgården, og vi taler da også sammen om mulige fremtidige projekter,” supplerer Morten Sparvath Thomassen.
Boligbyggeri med god planlægning og kommunikation
”Byggeriet på Ceres Allé 11 har været en spændende udfordring at nå i mål med. Kravene til kvalitet fra bygherrens side har været høje, og de fysiske rammer for vores byggeplads har været meget begrænsede. Desuden har vi bygget i et område, hvor mange allerede var flyttet ind i deres flotte nye lejligheder. Det har alt sammen stillet store krav til vores planlægning, samarbejde og kommunikation, og det synes jeg alle involverede i projektet har bidraget rigtig godt til,” siger Dansk Boligbygs projektchef Kenneth Kastbjerg Kreutzfeldt.
Rift om de 30 almene boliger
Hos boligorganisationen ALBOA, der har almene boliger i både Aarhus og Skanderborg Kommune, er man glade for at være en del af Ceresbyen. Her kan man fortælle, at der har været stor interesse for de 30 almene boliger i bebyggelse:
”Boligerne er alle udlejet, og det har været glædeligt at opleve den store interesse for dem. Ceres Allé har været et spændende og usædvanligt projekt for os,” siger ALBOAs byggechef, Niels Eilersgaard og uddyber:
”Vi har været så heldige, at Ejendomsselskabet Olav de Linde valgte ALBOA som almen samarbejdspartner i dette projekt, og med Olav de Lindes vanlige sans for kvalitet er vi endt med nogle virkelig fine almene boliger i en rigtig god kvalitet.”
De nye almene boliger på Ceres Allé 11 er slået sammen med ALBOAs anden nye afdeling på Lone Kellermanns Gade i det nye brokvarter. Den samlede afdeling har navnet afdeling 83, Ceresbroen.