ALBOA, Almen Boligorganisation Aarhus, bygger nu 151 almene boliger som rækkehuse i 2 plan i en ny boligudstykning i Stavtrup vest for Århus. Første spadestik blev taget onsdag den 16. marts, og de første boliger tages i brug om et års tid – til april 2012. Hele projektet til 100 mill. kr. afleveres til bygherren i september 2012.
De 151 familieboliger opføres som lavenergi byggeri efter BR10. Byggeriet er således fremtidssikret til de energikrav, der bliver stillet i 2015. Hver bolig bliver udstyret med eget ventilationsanlæg, der udskifter luften ½ gang i timen, og samtidig sikrer den billigst mulige opvarmning via genvinding.
Afdelingsleder i Dansk Boligbyg a/s, Horsens, Anton Nørgaard, siger: -Vi glæder os over opgaven, der vil beskæftige to af vore projektledere i halvandet år – og desuden giver det arbejde til en række underentreprenører.
Byggeriet af de 151 almene familieboliger med tilhørende fælleshus adskiller sig ikke kun på energiområdet fra de fleste almene byggerier. Renovationen sker således efter den såkaldte Model Århus: Centralt nedgravede affaldssystemer, altså skjulte beholdere under jorden. Tømningen foretages via kran på renovationsvognen – og efter tømningen, opdelt i restaffald, papir og glas, sænkes de store fælles affaldsbeholdere ned i jorden igen.
Dansk Boligbyg samarbejder med arkitektfirmaet Luplau & Poulsen og ingeniørfirmaet Tri-Consult, mens bygherren ALBOA som rådgivere har tilknyttet Årstiderne (arkitekter) og Grontmij / Carl Bro.
Dannebrog vajede blafrende rødt-hvidt, akkompagneret af en strålende forårssol under det første spadestik til byggeriet i Stavtrup.