Via annoncering i magasinet Business Traveller har Dansk Boligbyg a/s certifikat på deltagelse i et træplantnings-projekt i Tarime-distriktet i den nordvestlige Mara-region i Tanzania.
Vort træ har et unikt nummer, som følger træet, og det kan trackes via påført GPS-koordinat.
Business Traveller samarbejder med den danske virksomhed Global Climate Institute, og planter i den anledning et træ for hver annonce, der indrykkes i magasinet.
Gennem ordningen Planting Trees har magasinet valgt at bidrage til et bedre miljø og klima ved at plante træer, som har en afgørende betydning for jordens klima, da de binder CO2 og dermed reducerer den CO2, som ellers ville havne i atmosfæren og skabe global opvarmning.
Træerne plantes i den nordvestlige Mara-region i Tanzania, og distribueres til lokale farmere, familier, lægeklinikker og skoler, og er med til at give frugt, brænde, medicin, hegn og dyrefoder til regionens beboere, ligesom træerne gavner nærmiljøet, biodiversiteten og det globale klima.
Det grønne træplantningsprojekt har til formål at reetablere oprindelige skovområder, forbedre fødevaresikkerheden samt sikre nemmere adgang til rent drikkevand, medicin og skovprodukter.