I går var vi på uddannelsesmesse hos UCL i Odense for at komme i dialog med unge studerende på bygningskonstruktøruddannelsen – og måske kommende praktikanter hos os.
Vi var stærkt repræsenteret med regionsdirektør Arne Becker, projektchef Morten Møller samt studentermedhjælp og tidligere praktikant Louise Hjordrup Nielsen, alle fra Dansk Boligbygs Roskilde-afdeling. Digitaliseringsansvarlig Bjarke Apollo fra hovedkontoret i Horsens deltog også.
Interessen for at tale med os var stor – og diverse hand-outs som postkort med QR-kode til at søge praktikplads, USB sticks og bolcher gik som varmt brød blandt de studerende.
De studerende var især interesserede i at tale med Louise Hjordrup Nielsen om hendes oplevelse af at være praktikant hos os på byggepladsen i Slagelse, hvor hun nu også arbejder som studentermedhjælp. De havde fx spørgsmål som, hvilke opgaver praktikanten får lov at løse, hvor meget man forventes at arbejde og hvordan samarbejdet med kollegerne fungerer.
I praktik som byggeleder
Hos Dansk Boligbyg går vi op i at tilbyde gode praktikpladser og medvirke til at uddanne fremtidens kompetente byggeledere og projektledere. Vores praktikanter indgår på lige fod med deres kolleger på byggepladserne, så de sikres de bedste muligheder for at opleve jobbet som byggeleder i praksis.
Vi sigter mod, at praktikperioden er præget af et højt fagligt niveau, og at praktikanterne fra starten får selvstændigt ansvar for egne opgaver inden for bl.a. byggeledelse, planlægning, koordinering, kvalitetsstyring og ikke mindst ift. dialogen med UE.
Praktik fører ofte til jobs
Vi glæder os over, at mange praktikanter fortsætter i studenterjobs efter endt praktik – og for nogle bliver dette også trinbrættet til deres første job som byggeledere hos os efter endt uddannelse. I vores praktikfolder fortæller nogle af vores tidligere praktikanter:
I min praktik fik jeg meget bedre greb om byggeri i praksis, og nu hviler jeg i minekompetencer på byggepladsen.”
Tobias Faurholt, som blev bygningskonstruktør efter endt gymnasium. Nu er han byggelederassistent hos Dansk Boligbyg.
”I min praktik fik jeg omsat al teori til praktisk viden og fik en enormt stor byggeteknisk forståelse. Desuden er jeg blevet god til at løse praktiske problemer ude på byggepladsen.”
Mark Løvborg, som er tidligere praktikant og studentermedhjælp. Nu fastansat byggeleder hos Dansk Boligbyg.
”Jobbet som studentermedhjælp har ført mig videre til et spændende, fast job.”
Liv Amalie Nybo Rohlfing, som er tidligere studentermedhjælp og nu projektleder i afdelingen for digitalisering.