"Dansk Boligbyg Invitational 2020" blev igen i år afviklet på et af Danmarks største og flotteste golfbane-anlæg: Horsens Golfklub med et areal på ikke mindre end ca. 120 hektar. 29 golfspillere, herunder mange samarbejdspartnere i forbindelse med hverdagens byggeopgaver, svingede køller og jern, og havde en rigtig hyggelig dag med strålende sol, en lille smule vind og kun lidt regn i starten.
22 af deltagerne spillede på 18-hullers golfbanen, mens 7 uden golferfaring og "golf-kørekort" trænede sammen med klub-pro Steffen Oakley, efterfulgt af Putte-konkurrence og spil på klubbens Par-3 bane.
På 18-hullers banen blev der spillet i 2 rækker efter spillehandicap, med præmier til de 3 bedst placerede i hver række. Desuden var der præmier for "nærmest hul" på 2 huller og for "længste drive" på 1. hul.
Dagen begyndte med morgenbuffet i "Café Golfert", og hele dagen var der forplejning ude på banen - og dagen sluttede med præmieoverrækkelse, tapas-anretning, hygge og mange rigtig gode "snakker" i Café Golfert.
Endnu engang en hyggelig og uformel golfdag i Horsens Golfklub, hvor Dansk Boligbyg naturligvis også er sponsor.
Billedtekst:
Deltagerne stillede gerne op til gruppe-fotos undervejs i bestræbelserne på at få den lille drilske bold i hul med færrest mulige slag.