Vi er glade for at byde velkommen til Tobias Bank Stenskov Falk fra Humlebæk som ny byggeleder i Roskilde, hvor han er startet på totalentreprisen Dommervænget i Roskilde. Her opfører vi for Core Property Management ca. 5.700 kvadratmeter blandet bebyggelse, etageboliger og rækkehuse – i alt 89 boliger.
Tobias er uddannet diplomingeniør i bygningsdesign med speciale i konstruktionsdesign. Han er dybt engageret i bæredygtigt byggeri og særligt træbaserede materialer. Han skrev sin hovedopgave om cross laminated timber (CLT), der kan anvendes i bærende konstruktioner i stedet for beton. På den måde kan CLT bidrage til at sænke byggeriets klimaaftryk. I den forbindelse er han særlig interesseret i renovering og har allerede deltaget i flere store renoveringsentrepriser bl.a. for PFA.
Under studierne ernærede Tobias sig som bilvasker og udviklede desuden en interesse for aktieinvestering. I dag er han en hjemmevant investor, der er flydende i begreber som daytrading og algoritmekodning.
Men det er byggeriet, der er hans hjertebarn. Han er vokset op i en familie af håndværkere og glæder sig over at blive en del af Dansk Boligbyg:
”Det har været megafedt at starte her. Det er meget professionelt, og der er ikke noget der mangler. Her er også en rigtig god stemning og en meget afslappet, imødekommende ledelse,” siger Tobias Bank Stenskov Falk.
Han bor i Humlebæk med sin kæreste. Her er de i gang med at totalrenovere deres nye lejlighed. Udover at være handyman og daytrader holder han også af at skyde lerduer.