Den 23. august er Gert Jakobsen ansat som projektchef i Dansk Boligbyg, Horsens 3. Hans opgave bliver at udvikle en ny afdeling med fokus på renoveringsopgaver, som vi forventer stigende aktivitet inden for i de kommende år.
Gert Jakobsen er en yderst erfaren leder af byggeafdelinger og glæder sig til at koncentrere sig om renovering og arbejde sammen med sine nye kolleger:
”Jeg synes, at renoveringsopgaver er meget mere interessante end nybyggeri. Der er ofte brug for erfaring og kreativitet for at realisere sådanne projekter,” siger han.
Han er uddannet tømrer i 1981, men har siden 1993 haft forskellige ledelsesopgaver inden for byggeriet. Først i IBI som leder af byggeafdelingen, senere i Sjælsø, CC Contractor, KOM og JFP. Hos sidstnævnte har han bl.a. løst en stor renoveringssag i Skanderborg.
”Vi er glade for at byde Gert velkommen. Jeg kender ham fra IBI som en dygtig og omgængelig kollega,” siger Jes Møller-Jensen, vores afdelingsleder i Horsens 3.
Gert kommer til at gå direkte i gang med at regne på et større tilbud, som vi skal aflevere i september.
Privat bor Gert i Brande sammen med sin hustru i det hus, han købte for 40 år siden. Han er far til to – en voksen søn, som også er tømrer, og en voksen datter, der er sygeplejerske.
Fritiden går med at bygge om, bygge nyt og bygge møbler, som man ikke kan finde i butikkerne.