Vi kender Tobias som en dedikeret og dygtig kollega fra vores byggeplads på Nordre Havnekaj i Kerteminde. Den 1. november får han Konstruktørernes Dimittendpris 2023.
Vores tidligere praktikant og nu fastansatte kollega, Tobias Faurholt, får prisen for sit afgangsprojekt, der tager udgangspunkt i, at gode processer i byggeriet er lige så vigtige som konstruktioner og byggeteknik. Et udgangspunkt, vi deler til fulde.
Tobias afleverede sit prisvindende projekt tidligere i år på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Projektet har fokus på at hjælpe udførende entreprenører med den lovpligtige kontrol af bærende konstruktioner.
I dommerkomiteens begrundelse hedder det bl.a. fra arkitekt og medlem af priskomiteen for Konstruktørernes Dimittendpris Kirstine Brøgger Jensen - bæredygtighedskonsulent i Danske Arkitektvirksomheder:
”Det er et anderledes afgangsprojekt, som ikke umiddelbart demonstrerer de klassiske, byggetekniske kompetencer hos en bygningskonstruktør, men derimod viser forståelse for processerne i byggeriet, og hvor vigtigt det gode samarbejde mellem forskellige fagdiscipliner er for at få et effektivt og sikkert byggeri af høj kvalitet.”
Procedurer og guides til at udføre optimal kvalitetskontrol
I den pressemeddelelse om prisen, som Konstruktørforeningen har udsendt, siger Tobias Faurholt bl.a.:
”Før 2022 blev kontrol og kvalitetssikring af bærende konstruktioner planlagt efter udbudskontrolplaner fra ingeniørerne. I dag skal den udførende entreprenør selv stå for planlægning, gennemførelse, dokumentation og opfølgning på den almene kontrol. Og det har skabt en masse forvirring og frustration på byggepladserne, fordi entreprenørerne ofte ikke har en klar ide om, hvornår deres egenkontrol er god nok, da der ikke er enighed blandt de statikere, der skal godkende byggeriet. Så mit projekt går ud på at klæde entreprenøren bedre på til opgaven.”
”Bærende konstruktioner kræver et tæt samarbejde mellem forskellige faggrupper, hvor tillid er afgørende for resultatet. Når der er tillid, er det lettere at udveksle information, diskutere problemer og finde fælles løsninger, der kan forbedre kvaliteten af den udførte konstruktion. I mit projekt har jeg forsøgt at fremmed tillid og god kommunikation ved at beskrive og visualisere en trinvis proces, der bl.a. giver oversigt over tidsfrister, roller, opgaver og samarbejde – især for de parter, der ikke har erfaring med standarden 'DS 1140'.”
Den bedste blandt 15 nominerede
I Dansk Boligbyg samler vi på branchens dygtigste medarbejdere, og vi er derfor stolte af at kunne ønske Tobias stort tillykke som vinder af prisen blandt i alt 15 nominerede fra 8 uddannelsessteder. Konstruktørforeningens formand Kirsten Nielsen forklarer hvorfor:
”Alle de nominerede projekter viser på bedste vis konstruktørernes mange kompetencer. Flere af projekterne kunne lige så godt have vundet prisen. Men vi valgte Tobias’ projekt, fordi det på sin egen måde viser konstruktørens bredde og muligheder for at bidrage til kvalitet i byggeriet. For det er essentielt med gode processer – især når vi skal gøre byggeriet mere bæredygtigt.”
Læs mere om de 15 projekter og de nominerede i Konstruktøren nr. 3 2023.
Se videoen nedenfor, hvor Tobias Faurholt fortæller om sit projekt og om at vinde prisen: