Dansk Boligbyg a/s opfører i totalentreprise for Domea, Horsens, 32 boliger på Vestergade 2A og 2B i Brædstrup i "Krohaven", hvor Brædstrup Kro har ligget siden opførelsen i 1809 - for 211 år siden.
Ultimo maj 2020 arbejdes der med skalmuring og indvendige arbejder, ligesom bygningerne er ved at blive lukket foroven. Til projektet har bygherren valgt rustikke mursten, som ligner genbrugssten - et bevidst valg for at skabe størst mulig visuel harmoni med de omkringliggende, ældre bygninger i bymidten.
Projektet ligger på et 5.000 m2 areal, hvor der altså siden 1809 - for 211 år siden - har ligget en kro. Nu er den gamle kro fortid, og arealet på godt 5.000 m2 omdannes til moderne boliger og grønne fællesarealer.
Projektet omfatter 2 punkthuse, hver med 16 boliger, fordelt på 4 etager. Umiddelbart fremstår punkthusene visuelt ikke blot som 2, men 4 punkthuse. Men der er altså "kun" 2, da de bygges sammen parvis med en mellemgang på 24 m2, som går fra stueplan og hele vejen op.
Boligerne bliver på mellem 84,5 og 106 m2. Der bliver 16 tre-værelses, 8 to-værelses og 8 fire-værelses lejligheder.
Det samlede etageareal udgør godt 3.000 m2. Der anlægges 32 P-pladser og 64 cykel-P-pladser på grunden.
RUM, Horsens og tnt, Valby er arkitekter, mens Oluf Jørgensen, Horsens, er rådgivende ingeniører på projektet.
Projekt-opstart var den 22. maj 2019, og projektet afleveres i februar 2021.