Ny projektchef med stor erfaring ansat

Henrik Højman er den 1. september tiltrådt stillingen som projektchef i vores afdeling i Roskilde. Han har over 30 års erfaring med ledelse i håndværks- og byggebranchen, og hans første opgave bliver at få det store boligbyggeri i Skovlunde Bymidte færdiggjort og afleveret. 

Med en uddannelse som tømrer, grundlagde Henrik Højman sit eget tømrerfirma i starten af 90’erne og var chef for op til 40 medarbejdere i godt 10 år. Herefter har han arbejdet som afdelingsleder, projektleder og projektchef i flere entreprenørfirmaer bl.a. Juul & Nielsen A/S og Jönsson A/S

Henrik Højman er blevet tilknyttet et stort projekt i Skovlunde Bymidte, hvor vi opfører 168 boliger for 1927 Estate i totalentreprise. De 168 boliger er fordelt med 106 etageboliger og 62 rækkehuse, hvor etageejendommen har 4 etager, og rækkehusene rejser sig i variationer af 3-4 etager. 

”At få projektet i Skovlunde færdigt bliver en spændende udfordring. Jeg trives med komplekse opgaver, hvor løsningen kræver noget ekstra fra mig, for når det hele så lykkes, og vi afleverer et projekt, som bygherre, rådgivere, samarbejdspartnere og jeg selv er glad for og stolt af, giver det et godt skud adrenalin og en øget tilfredshed,” siger Henrik Højman. 

Starten på det nye job er gået rigtig godt, og Henrik Højman ser frem til at være en del af et firma, som ikke kun har fokus på at bygge nyt, men som også har fokus på at forbedre gamle ejendomme ved spændende renoveringsprojekter. Her kan bl.a. nævnes vores renovering af de almene lejligheder i Solgården i Odense og renoveringen af den markante Lilly-bygning i Vejle, som blev lavet om fra kontorbygning til moderne hotel.

”Jeg har før arbejdet meget med renovering, og det er et arbejde, som jeg synes er spændende. Det giver ofte nogle sjove og anderledes udfordringer, så jeg håber også at få muligheden for at arbejde på et renoveringsprojekt hos Dansk Boligbyg,” siger Henrik Højman. 

Henrik Højman er 51 år og bor i Smørum i et fritidslandbrug, som han bruger meget af sin fritid på at passe. Her holder han bl.a. heste, som hans to voksne døtre holder af at ride på. Han er generelt glad for at være i naturen og nyder både at løbe og vandre. Og så holder han af at udfordre sig selv og sætte fysikken på prøve, derfor tager han snart til Himalaya, hvor han skal vandre op til Base Camp på Mount Everest.

Gå til aktuelt