Dansk Boligbyg a/s skal i hovedentreprise for Udviklingsselskabet Randersvej ApS opføre 15 rækkehuse, sideløbende med igangværende projekt på 172 boliger og 3.500 m2 P-kælder på Nordbjerg, Aarhus N.
Rækkehusene får et samlet etageareal på 1.862 m2 bolig, fordelt på to etager. Hvert rækkehus får egen have samt tilhørende carport og skur, og haverne bliver en del af et samlet gårdanlæg. Rækkehusene opføres på 15 selvstændige matrikler, ialt 2.175 m2. Projekt-opstart er 1. juli 2021, og rækkehusene afleveres til bygherren, Udviklingsselskabet Randersvej ApS, sammen med det igangværende byggeri.
Nordbjerg ligger mellem Randersvej, Stockholmsgade, Kalmargade og Malmøgade i Aarhus Nord. Arkitekter er Eriksen Arkitekter M.A.A., Aarhus, og rådgivende ingeniør er NIRAS A/S. Projektet er udviklet af Eriksen Group A/S og KAUP.