Præmie for smukt byggeri på Skovbrynet i Odense - Overrakt på Odense Slot

Skovbrynet i Odense er blevet præmieret af Odense Kommune for godt og smukt byggeri. Projektet – som består af 56 nye almene boliger og et fælleshus - har vi udført i totalentreprise for Fyns almennyttige Boligselskab. Ved prisoverrækkelsen, der fandt sted på Odense Slot, blev byggeriet af dommerkomitéen betegnet som "et eksempel til efterfølgelse".
Dommerkomitéen skriver følgende:
"Skovbrynets 56 almene boliger, der er fordelt på fire boligtyper i et-tre plan, er opført i mindre blokke, der skaber rumlig variation og trækker landskabet ind i bebyggelsen og således på forbilledlig vis udnytter nærheden til Skibhusskoven som et allestedsnærværende motiv".

"De enkelte boliger lader sig genkende i arkitektoniske udtryk, hvorved skabes en variation, der peger på hver enkelt boligs betydning i helheden, der overalt opleves helstøbt".

"Det er en sjælden kvalitet, der knytter sig til oplevelsen af den omhu, hvormed arkitektur og landskab er realiseret med blik for skala, rumlig vekselvirkning, lys og skygge samt materialesammenstillingen mellem tegl, zink og træ".

"Bebyggelsen er opført i lavenergiklasse ét og forener ratinelt byggeri, genbrug samt godt indeklima i en bæredygtig profil, der rækker ud over bebyggelsen som et eksempel til efterfølgelse".

Fra prisoverrækkelsen på Odense Slot. Rådmand Søren Møller overrækker diplom og bronzeplade til FaB ved direktør Bent Bøllingtoft og formand Erling Nielsen.

Gå til aktuelt