Rejsegilde på den største daginstitution i Kolding

Torsdag den 11. april 2019 var der rejsegilde på daginstitutionen "Ny Kildemosen", som Dansk Boligbyg a/s, Horsens opfører i totalentreprise på den såkaldte CF-kasernegrund på Lykkegårdsvej i Kolding.

Den tidligere kaserne er revet ned, og byggematerialer som tegl og træ, brosten og beton er genanvendt bl.a. til facader, indvendig beklædning af vægge og som en del af den nye institutions fundament.

Dette fordi den nye institution er en del af EU-projektet ”Bedre Brug af Byggeaffald”.

Mange af naboerne til den nye daginstitution var mødt op til rejsegildet, og lyttede interesserede med, da personalet viste rundt på byggegrunden.

Også nuværende og kommende forældre deltog i rejsegildet, hvor der bl.a. blev budt på pølse og kakao.

Kildemosen får plads til ca. 160 børnehavebørn og 80 vuggestuebørn samt 10 dagplejebørn og 60 ansatte i et gæstehus.

Projektet består af fem særskilte huse, der bindes sammen af tre mellembygninger.

Hvert hus skal ses som et lille parcelhus, der både giver børn og forældre nærhed og tryghed i en lille, hjemlig ramme og samtidig de fordele, der følger af at være en del af en stor institution.

Daginstitutionen bliver med et etageareal på 3.400 m2 den største i Kolding Kommune. 

"Ny Kildemosen" afleveres til Kolding Kommune den 13. december 2019.
 

Gå til aktuelt