Onsdag den 4. september var der rejsegilde på mere end en fordobling af bygningen på Erhvervsbyvej 11 i Horsens, hvor Dansk Boligbyg har hovedkontor.
Når nybyggeriet, der er en sammenbygning med den eksisterende bygning, bliver taget i brug sidst på foråret 2020 vil Dansk Boligbyg få meget mere tiltrængt plads.
Det samme gælder søsterselskabet BASE Erhverv og EUD, Ejendomsudviklingsselskabet Danmark, samt lejere i den nuværende bygning.
Med rejsegildet blev en milepæl i både Dansk Boligbygs og BASE Erhvervs historie fejret.
Dansk Boligbyg så dagens lys i 1998, og fem år senere, i 2003, blev BASE Erhverv etableret.
Med kontinuerlig succes blev der behov for større lokaler, og i 2007 kunne begge firmaer flytte ind i de nuværende lokaler på Erhvervsbyvej.
Siden er 12 år gået med markant vækst - ikke mindst i Dansk Boligbyg, men også med udvidelser hos BASE, EUD og Vangsoe Gruppen.
Siden bygningens opførelse i 2007 har firmaet Itelligence haft til huse på 1. salen, og firmaet har også længe haft brug for mere plads.
Derfor kunne stregerne slås til den markante udvidelse, som nu er tæt på at være en realitet.
Rejsegildet var meget velbesøgt - med deltagelse af alle firmaer i den nuværende bygning.
Projektchef Kurt Kjersgaard Hansen fortalte historien om hvordan den nuværende bygning blev opført.
Direktør i BASE Erhverv, Klaus Rønslev gennemgik på vegne af bygherren, Erhvervsbyvej 11 aps, historien om bygningen og baggrunden for dens opførelse.
Han sagde bl.a.: -Da vi flyttede ind på 2. sal for 12 år siden, var vi 25 medarbejdere tilknyttet adressen - i dag er vi ca. 60, så udvidelsen er tiltrængt, og jeg kan vist roligt sige, at vi alle glæder os til mere plads og luft i dagligdagen.
(Foto fra talerstolen: Klaus Rønslev på vegne af bygherren, Erhvervsbyvej 11 aps).