Rejsegilde på 40 Domea-boliger i Horsens

-Jeg bestemmer naturligvis ikke hvordan nybyggeriet skal se ud, men lige nøjagtig her har jeg sagt til Domea, at ingen får lov til at bygge, hvis ikke man sætter de største altaner på, der findes her i landet, for alle skal have en god altan, der betyder meget for udelivet når man bor på f.eks. 2. eller 3. sal. Så tak til Domea fordi I også dér tog handsken op med virkelig store og brugervenlige altaner.

Sådan sagde borgmester Peter Sørensen (A), Horsens under rejsegildet på 40 almene familieboliger på Brahes Bakke i Horsens torsdag den 26. august, hvor Dansk Boligbyg er totalentreprenør. Projektet udgør i alt 4.000 m2 boligareal. Bebyggelsen består af syv punkthuse fra to til fire etager, hvor alle boliger enten har altan eller terrasse. Der er 20 tre-rums boliger og 20 fire-rums boliger fra 91 til 109 m2.

Arbejdet blev påbegyndt i foråret 2020, og afleveres til oktober. Dansk Boligbyg samarbejder bl.a. med SKALA Arkitekter A/S og Oluf Jørgensen A/S Rådgivende ingeniører.

Borgmester Peter Sørensen sagde bl.a.: -Domea kan virkelig være stolt i dag. Det er et enormt flot byggeri. Byggestilen passer helt fantastisk ind i hele Bygholm Park-området. Det her er et projekt, som vi alle sammen kan være meget stolte af. Jeg kan forstå, at Domea er på udkig efter nye områder at bygge på, og jeg kan garantere, at I nok skal få andre steder at bygge, for hver bydel i den her kommune skal have 25 % almene boliger.

-Vi har en strategi om boligområder med plads til alle. Også her er det lykkedes at skabe en bydel med almene boliger, punkthuse og boliger til enhver pengepung. Og det er glædeligt, at næsten alle boligerne allerede er udlejet. Det passer fint med den enorme vækst, vi oplever i Horsens Kommune. Alene det første halvår har vi således registreret en tilgang af 1.000 nye borgere. De vil alle sammen bo godt, og derfor har vi brug for boligforeninger og private investorer, der vil bygge prisvenlige og moderne boliger – også på de allerbedste adresser. Tak til Domea fordi I har taget handsken op her på Brahes Bakke med disse 40 flotte boliger, sagde borgmesteren.

Formanden for Boligselskabet Domea Østjylland og formand for byggeudvalget, Willy Nielsen, sagde bl.a.: -Det er med stor tilfredshed, at vi nu står her med 40 dejlige boliger i et dejligt naturskønt område, klar til udlejning og indflytning til oktober.  Der har været meget stor interesse for byggeriet. Næsten hver uge har der været fremvisning af lejlighederne, og på nuværende tidspunkt har vi udlejet 29 boliger.

Jacob Strunge, projektchef i Dansk Boligbyg, sagde bl.a.: -Det her er et lidt anderledes rejsegilde end normalt, for vi er jo stort set færdige. Vi har nærmest sået græs, og har allerede fået ibrugtagnings-tilladelserne. Vi er så tæt på, at dagen i dag nærmest er en indvielse. Det til trods for, at vi i februar var udfordret på tidsplanen – vi kunne ikke få betonelementer fra Nordjylland, der lukkede helt ned på grund af Corona i minkfarme. Så i 14 dage gik vi lidt rundt i cirkler her på byggepladsen. Ikke mindst derfor er jeg enormt glad for at se så mange håndværkere til rejsegildet i dag – for det er ikke mindst jeres fortjeneste, at byggeriet er blevet så flot, som det er, og at vi er nået så langt, som vi er. Tak for en super indsats alle sammen!

Billedtekster:

Borgmester Peter Sørensen, Horsens

Et af punkthusene med store altaner på Brahes Bakke.

Willy Nielsen, formand for Domea Østjylland.

Jacob Strunge, projektchef i Dansk Boligbyg.

Gå til aktuelt