Himmelev Gl. Præstegård ved Roskilde er en hel lille landsby med plejecenter og seniorboliger - og tirsdag den 15. september var der rejsegilde på 12 nye seniorboliger i strålende efterårssol. Bygherre er "Fonden Boliger for Livet" med OK-Fonden som forretningsfører.
Dansk Boligbyg er totalentreprenør på projektet i samarbejde med tnt arkitekter, Valby og rådgivende ingeniører Oluf Jørgensen A/S, Roskilde.
På det særdeles velbesøgte rejsegilde var der taler af formanden for Fonden Boliger for Livet, den adm. direktør i OK-Fonden og af en repræsentant for tnt arkitekter.
Poul Erik Christiansen, bestyrelsesformand i Fonden Boliger for Livet sagde på rejsegildet: -Dette er den sidste del af et spændende signaturbyggeri på Himmelev Gl. Præstegård, der havde 1. spadestik den 1. maj 2014 under temaet ”en landsby i landsbyen”. Når de 12 seniorboliger, hver på 90 m2, er klar til indflytning senest den 1. april 2021, udgør det samlede byggeri 6.500 m2 på den 16.000 m2 store grund.
-Valget faldt på Dansk Boligbyg med deres rådgivere, tnt arkitekter og Oluf Jørgensen, rådgivende ingeniører, til at opføre de sidste 12 seniorboliger her på stedet. Og det har været en stor glæde at følge byggeriet på tæt hold. I dag skal der dog først og fremmest lyde en meget stor tak til de mange dygtige og kompetente håndværkere. Det har været, og er fortsat en stor fornøjelse at følge jeres arbejde, som i øvrigt skrider frem planmæssigt.
-En særlig tak skal også lyde til Jacob og Lars fra Dansk Boligbyg, som har styret byggeriet på pladsen med stor dygtighed. Tak til jer to, sagde bestyrelsesformand Poul Erik Christiansen, Fonden Boliger for Livet.
Ulrik Ahrendt-Jensen, adm. direktør i OK-Fonden, sagde: -Tak til jer alle sammen for det fine arbejde, I udfører. Håndværkerne her på pladsen er trygt under vingerne på Dansk Boligbyg, og med takken til de mange håndværkere på pladsen følger derfor også en stor tak til Dansk Boligbyg, og ikke mindst til Jacob og Lars. I gør et rigtig godt stykke arbejde, både her på pladsen, og generelt. Det sætter vi stor pris på. I har fra starten været gode til at finde løsninger på de udfordringer, der altid opstår undervejs i et byggeri.
-Og så glæder vi os rigtig meget over, at I på nuværende tidspunkt er forud for tidsplanen. Det er ganske usædvanligt, og vi håber I holder fast ved det, så vi i hvert fald bliver færdige til tiden, og måske også lidt før. Det krydser vi fingre for.
-I Fonden Boliger for Livet arbejder vi på at bygge boliger, hvor man kan bo godt og trygt hele livet, og netop her på Himmelev Gl. Præstegård er vi i gang med at leve den vision ud. Her er der særlig god mulighed for det, fordi vi kan skabe et konstruktivt samspil mellem boliger og fripleje.
-Vi glæder os over en velfungerende byggeplads og det fine byggeri, der nu er ved at tage form. Og vi glæder os over, at vi snart kan give 12 nye familier mulighed for at leve livet – hele livet. Tak til jer alle sammen på vegne af OK-Fonden og de kommende beboere, sagde adm. direktør i OK-Fonden, Ulrik Ahrendt-Jensen.
Mette Forslund, arkitekt, tnt arkitekterne, sagde: -Seniorboligerne fuldender projektet her på grunden, og man ser tydeligt, at der er en rød tråd, som går igennem med materialer og farver. Bebyggelsen ligger som to punkthuse, og danner en rigtig fin ankomst ude fra Himmelev Sognevej – den danner ligesom porten ind til det dejlige gårdrum. Og fra alle boliger er der også en fin udsigt til alle verdenshjørner, idet bygnings-volumenerne er forskudt.
-Det er en rigtig flot tanke, at man kan bo i sin bolig fra man er senior til man ikke er her mere. Det er en rigtig god livskvalitet at have – at man ikke skal flyttes rundt, for vi ved jo alle sammen, at jo ældre man er, jo mere sårbar er man, når man skal flyttes rundt. Derfor er fleksible boliger, med mulighed for at ændre på indretningen hvis man får brug for pleje i eget hjem, en rigtig god ting, synes vi som arkitekter. Og vi er sikre på, at man vi vil se meget mere af det i fremtiden.
-Alle boliger har egen terrasse, eller altan hvis man bor på 1. sal. Der er tænkt meget på tilgængeligheden, så det er dejligt store lyse og gennemlyste rum i boligen. Projektet er skabt i et godt samarbejde med OK-Fonden og Dansk Boligbyg. Visionen er altid at skabe et projekt, hvor vi opfylder bygherrens og beboernes ønsker, men vi skal også have det til at hænge sammen med totalentreprenørens pris, og jeg synes, at vi er kommet rigtig godt i mål med at få indarbejdet alle de ønsker, der har været indenfor prisen.
-Alle gode tanker og streger bliver ikke til noget uden dygtige håndværkere, og det er meget fint arbejde, der er udført, som vi sagtens kan rose. Vi har før arbejdet sammen med Dansk Boligbyg, og vi har gode erfaringer med, at de ikke går på kompromis med det gode håndværk. Så jeg er sikker på, at når vi står her til foråret, så kan vi igen takke håndværkerne for et rigtig godt resultat ved afleveringen, sagde arkitekt Mette Forslund, tnt arkitekter, Valby.
Se mere om projektet her på hjemmesiden under Referencer.
Fotos:
Øverst: Poul Erik Christiansen, bestyrelsesformand i Fonden Boliger for Livet.
Herefter Ulrik Ahrendt-Jensen, adm. direktør i OK-Fonden og Mette Forslund, tnt arkitekter.