Sports Academy Denmark ligger med sin placering mellem stadion og Odense Atletik- og Gymnastikforening kilet ind på en særdeles udfordrende og spændende grund. Før opførelsen af skolen lå der en lille selvgroet træbevoksning på stedet.
-Vi har med placeringen af bygningen søgt at bevare de største træer, og fremhæve grundens specielle form ved at lade bygningen fremstå som en kileformet træbygning, der følger terrænets skrånende forløb, så bygningen tilpasses stedet og samtidig får en spændende dynamisk hovedform, siger arkitekt m.a.a. Jesper Thyge Brøgger.
Mod Stadionvej er bygningen opdelt i flere bygningsdele, der "spaltes" af hovedindgangen og den store amfi-trappe mellem stue og førstesalsplan.
Mod nord indeholder bygningen elev-værelser og boliger, og har derfor en enkel vinduesrytme med store lysgivende vinduespartier. Mellem vinduerne gror der blåregn (med hvide blomster) fra terræn til overkant vinduer. Facaden vil således fremstå begrønnet og med hvide blomster i løbet af sommeren.
Forpladsen er skolens ansigt ud mod byen, og herfra ankommer man til både undervisnings-etagen i stueplan eller op til caféen/spisesalen på 1. sal via amfi-trappen og den store opholdsterrasse.
Forpladsen er holdt i kostet beton, der harmonerer smukt sammen med træbeklædningen, corténstål-trapperne og værn mm.
Det specielle bygværk
Skolens indre er holdt i et råt look med synlige betonvægge, gummigulve af gamle bildæk og "egetrægulve" i værelserne. Lamperne er runde, og i forskellige farver og størrelser, så der skabes en spændende dynamik i huset.
Møblerne rundt omkring i bygningen er farverige i både betræk og skabs-elementer, så der opstår en hjemlig hygge og atmosfære.
-Det fine og specielle bygværk, der således er tryllet frem på den smalle trekantede grund, passer præcis ind i området, og det er nærmest som om den bare opstod af sig selv og bare skulle tegnes, bygges og indvies. Det er vigtigt at man giver mere tilbage til stedet end man tager. Det forpligter at bygge. Man skal sætte sig ind i konteksten - i stedets natur, siger arkitekt m.a.a. Jesper Thyge Brøgger.
- Man skal skabe huse, der favner og tager i mod på en menneskelig måde. Så bliver man nysgerrig, og har lyst til at være i dem, og de skal selvfølgelig kunne bruges på mange fantasifulde måder. Idéer, ønsker, krav og behov skal være hinandens følgesvende, og opfyldt på en god måde. For så føles hverdagen og livet i husene naturlige, rigtige og livsbekræftende. Der skal være sjæl og ånd i husene, så de er med til at understøtte det gode liv og give kvalitet til omgivelserne, siger han.
Efterskole i 3 plan og smukke træfacader
Elite-efterskolen er den første af sin art i Odense, og den søger at ramme bredt i forhold til at tilbyde mange forskellige og mindre sportsgrene.
Idrætsefterskolen består af 30 elevværelser (4-sengs stuer med eget bad), 2 lærerboliger, 5 undervisnings-lokaler, storkøkken, fælles opholdsareal, mødelokaler fordelt på 2 plan samt kælder med teknik, kølerum, omklædning og cykelkælder.
Bygningen er udført i 3 plan – parterre, stuen og 1. sal. I parterre-plan er der cykelparkering, affaldsdepot, kølefrys for storkøkken på 1. sal, samt omklædningsfaciliteter for køkkenpersonalet og vaskefaciliteter for eleverne samt teknik- og serverrum.
På stueplan og 1. sal er der indrettet forstanderbolig, elevværelser, tekøkken for eleverne, undervisnings-lokaler, reception, storkøkken, spisesal samt fællesområder.
Facaderne er udført med Heatwood fyr beklædning. Indvendig er bygningen opført med rå betonoverflader og troldtekt-lofter samt vinyl- og gummibelægning på gulvene. Taget på skolen er i stor udstrækning udført med sedum – grøn beplantning - og på en del af tagfladen er der desuden opsat solceller.
Ny efterskole opført på rekordtid, mens træer og grønne områder blev bevaret
Elitesports-efterskolen Sports Academy Denmark på 2.800 m2 blev bygget på rekordtid – kun 10 måneder. Projektansvarlig var projektleder Flemming Juul, der kom direkte fra en anden opgave i Dansk Boligbyg. Normalt får projektansvarlige 2-3 måneder til at tilrettelægge opgaveløsningen, men allerede i første uge begyndte arbejdet i Odense på byggepladsen med at fælde træer, så jordentreprenøren kunne komme i gang med sin del af projektet. Og hver dag arbejdede den projektansvarlige så parallelt med at sætte sig ind i opgaven for at kunne løse den.
-Jeg vidste fra starten ganske enkelt ikke, hvad det gik ud på, men kunne godt se, at det var et helt specielt projekt. Da byggepladsen ligger kilet ind mellem OB Stadion og Odense Atletik Stadion, skulle vi først fjerne nogle gamle toiletter, ligesom vi skulle fælde en masse træer. Og da gravearbejdet så begyndte, opdagede vi nogle kæmpestore kabler, og det hele ”åd” så lige 3 uger af den ellers sparsomme tid, så vi har fra starten været presset tidsmæssigt, siger Flemming Juul.
Som projektansvarlig tog han derfor arbejdet med sig hjem hver dag for i ro og mag at tænke og planlægge. Dette også fordi skurvognen – mødevognen – blev, som han udtrykker det ”bombarderet” med spørgsmål fra underentreprenører. Uafbrudt. Hver dag. -Og selv rådgiverne var lige så udfordrede som os fordi det var et helt specielt og anderledes projekt, så mange gange fandt vi en detalje, der skulle passere rådgiverne før vi kunne arbejde med den. Og det forsinkede os jo også lidt. Derfor var kodeordet ”planlægning” fra start til aflevering – og jeg kan kun understrege vigtigheden af medarbejdere, man kan stole på. Undervejs gav det hele naturligvis en masse konflikter, som vi dog altid fik løst – og skruen, ja den har været stram hele tiden i projektet, det har den altså, siger Flemming Juul.
Også Corona-pandemien var en udfordring, men i det hele taget måtte intet gå galt. Derfor sagde Flemming Juul til underentreprenørerne, at de bare skulle klø på med ekstra arbejde hvis det var nødvendigt, så skulle han nok få økonomien på plads med sit ”bagland”. -Jeg var simpelthen nødsaget til at skubbe på, for at ”nå i mål”, og jeg må sige, at underentreprenørerne var superdygtige. Projektet skulle jo bare lykkes, og det er i alle henseender anderledes end ”bare” at bygge 50 etageboliger. Og underentreprenørerne var naturligvis lige så uvidende som os, og derfor stødte de da også på mange problemer undervejs – som vi fik løst flot og i fællesskab, siger han.
En "skæv" bygning giver en skæv trappe
Bygningen er ”skæv”, og derfor havde smeden store problemer med at måle hovedtrappen op. Den er skrå, og trinnene går skråt ind mod muren, så man kan ikke ”bare lige” måle op. -Men efter at elementvægge var monteret, lykkedes opmålingen, siger Flemming Juul, der også nævner, at bygningen er fyldt ”helt specielt og vildt” med teknik. Hvis elever f.eks. er ovre i Canada for at spille ishockey, kan de få undervisning direkte fra Odense hver dag mens de er i Canada.
Den projektansvarlige understreger, at der undervejs konstant var spørgsmål og problemer, der skulle løses i en fart – og det blev de. Byggeledelse hos Dansk Boligbyg a/s er at skabe fremdrift – hver dag. - At komme i gang fra 1. dag, for i sidste ende er der bare ikke mere tid. Der er en deadline, så alle på pladsen skal hele tiden holdes til – og derfor kan der være behov for at sætte flere medarbejdere i gang, altså et behov for at gøre et eller andet, siger han.
Byggeriet af efterskolen har ikke haft en overordnet og detaljeret tidsplan, for den ville ikke kunne holde alligevel, siger Flemming Juul. -Derimod har der været tale om daglig styring fra uge til uge. Og der var på intet tidspunkt ro i maven, for vi skulle jo være færdige til deadline, og det har undervejs også været meget kaotisk, siger han. Dette fordi 30 elever ”stod og bankede på døren den 1. august”, siger Flemming Juul, der afleverede skolen den 26. juli efter at have arbejdet hele sommerferien, og til sidst også med hjælp fra to kolleger fra Dansk Boligbyg.
-Det var spændende, og vi har nået et fantastisk resultat, men sådan et byggeri som det her er ikke noget, du laver hver gang – det er simpelthen umuligt. Det kan jeg godt sige dig, for der har virkelig været fart på. Jeg er selv stolt over, hvordan vi nåede i mål, og her bagefter står man og undrer sig, efter at eleverne er flyttet ind. Jeg har en følelse af at køre 200 km. i timen på en motorvej – det er bare gået så stærkt fra dag 1, siger Flemming Juul, der var projektansvarlig på Sports Academy Denmark.
Står du og mangler en samarbejdspartner til dit næste projekt, så tag endelig fat i os.
Du finder kontaktoplysningerne her.
En særlig efterskole med mange samarbejdspartnere
Dansk Boligbyg a/s, Odense afdelingen, har i hovedentreprise opført en nystartet sportsefterskole for unge, der brænder for deres sport. Bygherre er Sports Academy Denmark i Odense-bydelen Bolbro. Efterskolen er beliggende på en 4.250 m2 stor grund mellem Odense Stadion og Odense Atletikstadion.
Sports Academy Denmark er stiftet og grundlagt af Søren Eich, tidligere dansk erhvervsleder med et stort ønske om at skabe en skole for unge mennesker, der er særligt engagerede og dedikerede. En skole, der både skal være forbilledlig i dansk kultur, og ikke mindst bidrage til at skabe gode rollemodeller.
Sports Academy Denmark er et helt specielt univers, hvor flere aktører samarbejder – det gælder bl.a. efterskole, sportsklubber, foreninger, skole og organisationer. Formålet er at skabe rollemodeller og give eleverne gode oplevelser, dannelse, personlig udvikling samt ikke mindst livslange relationer og et solidt netværk – også efter at sportskarrieren slutter. På efterskolen Sports Academy Denmark er alle, uanset idrætsgren, således på samme hold.
Dansk Boligbyg a/s har opført den markante bygning på godt 10 måneder med opstart 1. september 2020 og aflevering til bygherren, Sports Academy Denmark, den 26. juli 2021. Efterskolen har plads til 120 elever, og den har et bruttoetageareal på 2.800 m2, fordelt på 3 etager. Dansk Boligbyg a/s har samarbejdet med den lokale arkitekt Jesper Thyge Brøgger og med rådgivende ingeniør Henry Jensen.
Den lokale arkitekt Jesper Thyge Brøgger og den rådgivende ingeniør Henry Jensen har vi også samarbejdet med på et andet spændende Odense projekt.
Du kan læse mere om det cirkelformede Tietgen Handelsgymnasium her.
Fokus på bæredygtighed og klimasikring
Bæredygtighed har været i fokus under opførelsen af elitesports-efterskolen Sports Academy Denmark i Odense-bydelen Bolbro. Odense Kommune har doneret projektgrunden på 4.250 m2, som ligger mellem Odense Stadion og Odense Atletikstadion.
På grunden er flere af de eksisterende træer bevaret, og hvor der ikke er bygget, er de grønne arealer bevaret i størst muligt omfang. I terræn er der etableret parkeringsarealer, opholdsarealer for eleverne og ankomstareal til skolen. Og for at imødese kraftig nedbør, er dele af opholdsarealet udført som regnvandsbassin.
Skolens facade er opført med Heatwood fyr beklædning, og taget er med en klimavenlig og ”grøn” sedum-beplantning med stenurter. Taget kan derfor optage meget regnvand, så kloakken aflastes, ligesom træ og beplantning sikrer, at det er tilpasset de omkringliggende grønne områder. Og på dele af taget er solceller med til at skaffe klimavenlig energi til den daglige drift.
Sports Academy Denmark samarbejder med adskillige vidt forskellige sportsklubber og foreninger, og hele projektet har bæredygtighed og fællesskab i centrum.