Et meget utraditionelt 1. spadestik til et 12-etagers hus på Smaragdvej i Vejle blev taget på 10. etage i nabohuset, "Krygerhus" fredag den 20. april.
Her tog bygherren, Kristian Kryger fra Kryger Development i Silkeborg, sammen med afdelingsleder i Dansk Boligbyg a/s, Bjarke R. Pedersen, det første spadestik i en spand sand, placeret netop dér i dagens anledning.
Arrangementet fandt således sted i de to Penthouse-lejligheder på 10. etage, som de kommende beboere får nøglerne til den 1. maj.
I "Krygerhus" er der 29 lejligheder, hvoraf flere er solgt, mens resten er lejet ud. Lejlighedernes størrelse varierer fra 94 til 126 m2 med de to Penthouse-lejligheder på henholdsvis 106 og 126 m2 som de største. Det samlede etageareal i "Krygerhus" udgør 2.977 m2.
Den 3. maj 2017 tog bygherren sammen med Vejles borgmester det første spadestik til "Krygerhus", og nu går opførelsen af nabohuset, der altså bliver to etager højere, så i gang.
Projektet skal afleveres til bygherren den 1. juli 2019. Det omfatter 35 boliger med et samlet etageareal på 3.587 m2.
I sin tale under arrangementet på 10. etage sagde Kristian Kryger bl.a.: "Nabohuset får samme udtryk som Krygerhus. Alt er blevet, som jeg ønskede det. Jeg er faktisk lidt stolt af byggeriet, som jeg gerne lægger navn til". Derefter var der fællessang i Penthouse-lejlighederne, ledsaget af musik, leveret af sangeren Gorm Bull.
Dansk Boligbyg a/s er totalentreprenør, Luplau & Poulsen, Aarhus er arkitekter, og NIRAS A/S, Aarhus er rådgivende ingeniører.