Boligrenovering - Korsløkken i Odense
I boligområdet Korsløkken i den sydøstlige del af Odense har Dansk Boligbyg renoveret og ombygget et etagebyggeri med 276 lejligheder, som er fordelt på to 5-etagers huse med kældre og tre 2-etagers huse med kældre/krybekældre under dele af bygningerne. Områdets beboere tæller ca. 68 nationaliteter. Byggeprojektet har reduceret antallet af lejligheder til 168, og omfattede indvendig renoveringsarbejde af badeværelser, køkkener og beboelsesrum. Som en del af den planlagte boligrenovering er der udvendigt bl.a. arbejdet med altaner og murværk.
Byggeprojekt med flere parter
Ved fuld bemanding beskæftigede projektet ca. 120 håndværkere. Da projektet under og efter byggeriet benyttes til beboelse, blev der krævet god planlægning og dialog mellem byggeriets parter og beboere i området. 1. spadestik til det nye boligbyggeri fandt sted ultimo september med en spade, der var så stor, at den skulle håndteres af flere på én gang. Vi afleverede det nye etagebyggeri i Korsløkken til bygherren den 13. april 2018.