Hovedentreprise - boligbyggeri i Fredericia
Med en fredskov som mest støjende nabo har Dansk Boligbyg a/s i en indbudt hovedentreprise for Compass Gruppen opført et boligbyggeri. Projektet er tæt-lav bebyggelse, bestående af 2-etagers, forskudte boliger med absolut ugenerede, sydvest-vendte haver og terrasser.
Byggeprojekt inspireret af nordisk stil
Compass Gruppens C-House er tegnet med direkte adresse til det enkle, nordiske hus. Stueetagen har lyse fællesskabsorienterede rum med nærmest flydende overgange. Alle boliger i dette byggeprojekt er i to etager med i alt 132 kvadratmeter, og planløsningen er forankret i det traditionelle klyngehus med en logisk rumfordeling, der gør huset let at forstå og leve i. Overalt i boligen har sollysets skiftende orintering været et ufravigeligt udgangspunkt for at tilvejebringe optimale lysforhold, selv i vintermånederne.
Udvendig præges husene i det nye boligbyggeri af renheden og de stramme, enkle linier, som kendes fra funkisstilen. Facaderne fremstår i hvidt puds med mahogniklink som kontrast. Oven på huset er der lagt et listetag af tagpap med de karakteristiske "ribben", der fuldender indtrykket af en bolig opført af materialer, som smelter sammen til en smuk helhed.