Laanshøj i Værløse - 88 boliger

Med Calum som bygherre opfører Dansk Boligbyg 88 boliger, fordelt på 3 byggefelter i Værløse på det areal, hvor tidligere Flyvestation Værløse lå. Boligerne er meget forskellige - fra 3-4 vær. i 1,5 plan over 5-vær. i 1,5 plan til rækkehuse i 2 plan. Fælles for alle boliger er en beliggenhed tæt på naturen og kun 20 min. fra København. De 3 byggefelter har hver et navn: Skovbrynet - Bastionshusene - Højdedraget.


Byggefelt 6: Skovbrynet – 24 boliger i nordisk stil

Skovbrynet består af 24 attraktive rækkehuse. Der er tale om arkitekttegnede boliger i to etager mellem 102 og 128 kvadratmeter i klassisk, nordisk stil, som smelter smukt sammen med den omkringliggende natur.

Rækkehusene er tegnet i klynger med to til fire særegne boliger i hver. Der er grundlæggende tre typer med lidt varierende størrelser, og med fire eller fem værelser.

Planløsningen er gennemført med opholdsafdeling i stueetagen med køkken, stue, gæstetoilet og entré. På 1. sal er soveafdelingen med tre-fire værelser og bad.


Byggefelt 2: Bastionshusene - 13 dobbelthuse 

Laanshøj er et område fyldt med stemning og miljø, hvor man mærker historiens vingesus. I kontrast til den tidligere flyvestations høje støj- og aktivitetsniveau emmer området i dag af fred og ro, og særligt fra Bastionshusene kan man nyde udsigten til åbne vidder og den 2,5 km. lange tidligere start- og landingsbane.

Bastionshusene opføres som dobbelthuse med terrasse på tre sider, når vi medregner den integrerede carport, der også indbyder til anvendelse som overdækket terrasse. De 26 boliger er hver på 1,5 plan og med 5 værelser.

Planløsningen er gennemført med opholdsafdeling i stueetagen med køkken, bryggers, stue, og et stort ”forældre-soveværelse” med tilhørende bad og udgang til terrasse. På 1. sal er der tre gode værelser og bad samt adgang til tagterrasse.


Byggefelt 3: Højdedraget – 38 boliger med egen carport

Byggefeltet med navnet Højdedraget omfatter 38 boliger, der opføres som rækkehuse i 2 plan. Moderne, unikke boliger tæt på natur, vand, by og oplevelser. Hver bolig får naturen og skotsk højlandskvæg helt tæt på, når udsigten nydes fra terrassen en varm sommerdag. De grønne naturstier snor sig gennem landskabet og gør det nemt at fordrive tiden i historiske omgivelser.