Nordbjerg - 172 boliger i Aarhus Nord
På "Nordbjerg", et område på Christiansbjerg i den nordlige del af Aarhus, opfører Dansk Boligbyg a/s 172 boliger og tilhørende P-kælder. Projektet er udviklet af Eriksen Group A/S og KAUP.
Projekt "Nordbjerg" har et samlet etageareal på 18.000 m2. Området ligger mellem Randersvej, Stockholmsgade, Kalmargade og Malmøgade i Aarhus Nord.
Bebyggelsen bliver på 2-6 etager og kommer til at danne rammen om et nyt attraktivt område for både familier, unge og ældre med varierende typer af boliger i et stort grønt fælles areal.
Arkitekturen skal afspejle gavlhus-motivet, hvor tagfladen skaber en sammenhængende linje langs indfaldsvejen. Bygningshøjderne skifter og skyder sig ud og ind, så der skabes et dynamisk forløb.
Bebyggelsen vil også indeholde rækkehuse i to plan med egne haver, som bliver en del af et samlet gårdanlæg.
Hele bebyggelsen opføres i tegl i lyse nuancer, der understreges med mønstertegl og fremtrædende rammer. Via store vinduespartier og altaner mod gårdrummet bliver lejlighederne gjort særligt attraktive.
Der var rejsegilde på projektet torsdag den 27. maj 2021.
(Visualisering: Eriksen Arkitekter M.A.A., Aarhus).