Spændende boligbyggeri i Egedal By

Egedal Kommune er i gang med at opføre en nye bydel Egedal By med 3.000 boliger ved Ølstykke. Seniorbofællesskabet Egehaven er en del af Egedal By, og består af 69 lejligheder inspireret af landejendomme og gårdhuse. Dansk Boligbyg er totalentreprenør på projektet, der har fokus på høj boligkvalitet og fællesskab.

Egehaven er et attraktivt byggeri, der skal sikre trygge boligfællesskaber. Projektleder hos Dansk Boligbyg Jakob Steen Hansen er glad for at være en del af projektet:

”Egedal er et byggeri i tre etager og høj kvalitet. Det er et murstensbyggeri med røde tegltage med rejsning. Der er altaner, flotte aluminiumsinddækninger ved vinduerne og et åbent og grønt gårdmiljø med mange muligheder for fælles aktiviteter."

Formand for Planudvalget i Egedal Kommune, Ib Sørensen siger om byggeriets betydning for området:

”Med Egehaven tilføjer vi endnu et spændende byggeri til Egedal By. Et byggeri, der sikrer byen et varieret udseende. Samtidig sikrer Egehaven, at Egedal By får en alsidig befolkningssammensætning, og at vi får flere seniorbofællesskaber, som der er stor interesse for.”

Styr på byggepladsen

Core Property Management er bygherre på Egehaven, og bygge- og udviklingschef Per Yderholm siger om samarbejdet med Dansk Boligbyg:

”Dansk Boligbyg er altid velforberedte, de har styr på sagerne, og de kommunikerer i en god tone. Jeg er altid tryg, når vi har Dansk Boligbyg som totalentreprenør."

”Der er virkelig styr på byggepladsen, og der er virkelig god fremdrift i arbejdet. Det er imponerende at se, at der altid er sket noget, når jeg kommer på pladsen. Det er en ordentlig byggeplads, og man kan se, at det virker.”

Prøvelejligheder er klar til fremvisning i september 2022.